Tilbage til bloggen
Lovgivning12. oktober 20265 min læsetid

Klimakrav i udbud og BR18: Hvad entreprenører skal kunne dokumentere

Af Line Pedersen, ESG-konsulent

Entreprenører møder to slags klimakrav, og de bliver ofte blandet sammen. Bygningsreglementet (BR18) stiller krav til bygningens klimaaftryk over hele dens levetid. Offentlige bygherrer stiller krav i udbud til, hvordan opgaven udføres, og til jer som leverandør. Her er forskellen, de tal der gælder nu, og hvad I skal have styr på.

Den korte version

  • BR18's klimakrav gælder bygningen. Det dokumenteres med en livscyklusvurdering (LCA) og måles i kg CO₂e pr. m² pr. år.
  • Siden 1. juli 2025 er grænseværdien i gennemsnit 7,1 kg CO₂e/m²/år, forskellig for hver bygningstype. Byggeprocessen har sin egen grænse på 1,5.
  • Grænserne er planlagt strammet med ca. 10 % i 2027 og igen i 2029.
  • Klimakrav i udbud handler om opgaven og om jer: fx fossilfri arbejdsmaskiner, transport, miljøledelse og dokumentation af udledningen.
  • Byggeprocessen er der, hvor entreprenørens egne tal tæller: brændstof og el på pladsen, transport og materialespild.

BR18: bygningens klimaaftryk

Siden 2023 skal nybyggeri have en LCA. Fra 1. juli 2025 blev kravet strammet og udvidet, så det omfatter næsten alt nybyggeri, også ferieboliger og uopvarmede bygninger over 50 m², som fx P-huse og lagerbygninger.

LCA'en dækker materialerne (modul A1–A3), udskiftning af bygningsdele og energiforbruget i driften (B4 og B6) samt affaldsbehandling og bortskaffelse (C3 og C4). Fra 2025 indgår også byggeprocessen: transport til pladsen og selve byggepladsen (A4 og A5).

Bygningstype (kg CO₂e/m²/år)202520272029
Ferieboliger under 150 m²4,03,63,2
Enfamiliehuse, rækkehuse og tiny houses6,76,05,4
Etageboliger7,56,86,1
Kontorbygninger7,56,86,1
Institutioner8,07,26,4
Andet nybyggeri8,07,26,4
Byggeprocessen (selvstændig grænse)1,51,31,1

Kilde: Tillægsaftale om national strategi for bæredygtigt byggeri, 30. maj 2024, tabel 2. Værdierne for 2027 og 2029 fastsættes endeligt ud fra den nyeste viden og data.

Nogle bygninger er undtaget. Særlige samfundskritiske bygninger, fx vandværker, fængsler og hospitaler, skal dokumentere klimaaftrykket, men ikke overholde grænsen. Uopvarmede bygninger under 50 m² og landbrugets driftsbygninger er helt undtaget. For tilbygninger til enfamiliehuse, rækkehuse og ferieboliger gælder grænsen kun over 250 m².

Hvem laver LCA'en?

Typisk rådgiveren eller arkitekten, ofte i LCAbyg. Men byggeprocessen afhænger af jer. Den dækker transport til og fra pladsen, transport på pladsen, energi og brændstof i byggefasen og materialespild. Københavns Kommune har skønnet, at konventionel diesel i arbejdsmaskinerne alene udgør omkring 0,7 af de 1,5 kg, byggeprocessen må udlede.

Klimakrav i offentlige udbud

Udbudsloven giver bygherren flere måder at stille grønne krav på (Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Gennemførelse af grønne udbud, 2022):

  • I de tekniske specifikationer, fx krav om miljømærker eller bestemte løsninger.
  • Når I skal vise jeres egnethed, fx referencer fra lignende grønne opgaver eller miljøledelse som ISO 14001 eller EMAS.
  • I tildelingen, fx som kvalitative kriterier om miljø og klima eller livscyklusomkostninger (udbudslovens §§ 166–168).
  • Som kontraktvilkår, der skal være opfyldt, mens opgaven udføres.

Kravene skal være knyttet til kontraktens genstand og stå i forhold til den. Derfor handler de oftest om selve opgaven: maskiner, transport, materialer og affald.

Fossilfri byggepladser

Et krav, der breder sig, er fossil- og emissionsfrie arbejdsmaskiner. Københavns Kommunes budgetnotat for 2025 foreslog at stille krav om det i alle Byggeri Københavns byggeprojekter, der udbydes i 2025 og 2026: små maskiner på el og større maskiner på biodiesel, når de ikke findes på el. Der er ingen fælles standard for, hvordan CO₂ skal opgøres i udbud, så kravene varierer fra bygherre til bygherre. Læs udbudsmaterialet grundigt.

Det skal jeres virksomhed have klar

  1. Brændstof og el til maskiner og biler. Det er Scope 1 og 2, og det er det, bygherrer oftest spørger om. Kan I fordele det på sager, er I godt rustet.
  2. Transport af materialer og affald. Hvor meget, hvor langt og med hvad.
  3. Indkøbte materialer. Mængder, hvor I kan. Kroner giver kun et skøn.
  4. Et årligt CO₂-regnskab for virksomheden. Det bruges, når kunder, bank eller udbud spørger til jer som virksomhed. VS er et godt format.
  5. Miljøpolitik eller miljøledelse, hvis jeres bygherrer vægter det.

Hvad EcoMetrics kan, og hvad det ikke kan

EcoMetrics laver ikke LCA af bygninger. Den laves af rådgiveren, fx i LCAbyg.

EcoMetrics opgør virksomhedens udledning ud fra bilagene: brændstof, el, varme, indkøb og affald, fordelt på Scope 1, 2 og 3. Bruger I e-Komplet eller et andet regnskabssystem, hentes bilagene automatisk. På Pro kan I knytte bilag og aktiviteter til et projekt og se klimaaftrykket pr. sag.

Læs også Når kunden eller banken beder om jeres CO₂-tal, eller se, hvordan andre i byggeri og anlæg bruger EcoMetrics.

Ofte stillede spørgsmål

Relaterede guides

Step-by-step guides fra vores help center der hjælper dig i gang med konkrete opgaver.

Se det på jeres egne tal

Forbind jeres regnskab, og se Scope 1-3 og en rapport efter VS for jeres virksomhed.

Læs om CO₂-beregning